Blog Layout

Matematik i virkeligheden sætter gang i de alternative løsninger

6. klasses elever træner de små grå og de alternative løsninger

Hvor meget er 17 meter i cm? Er det 1700 eller 17000? Og hvordan finder jeg ud af, hvor mange kasser, der kan stå i reolen? Hvis jeg dividerer rumfanget af reolen med rumfanget af en kasse, er det så rigtigt?


De 20 elever i 6. klasse på Rolfsted Skole fik sat gang i alle de små grå, da de var på besøg hos Lykkegaard A/S i Ferritslev.

Som en del af det kommunale projekt ”Erhvervsrygsækken” har 6. klasse på Broskolen afdeling Rolfsted igen lagt matematikundervisningen ud på fabrikken for en dag. Her arbejder de med geometri, måling og rumfang og måler både på pumpedele, papkasser og skal udregne rumfanget af den store lagerhal.

”Det er sjovt. Jeg glædede mig meget til at komme. Faktisk var jeg syg i går, men jeg håbede sådan at jeg blev rask til at kunne komme med herud,” fortæller Christian fra 6. klasse, imens han går rundt i lagerhallen med målebånd og regnenoter.


I løbet af den formiddag eleverne er på fabrikken, får de også en rundvisning, taler med lærlingene om deres arbejde og uddannelse og oplever en del af hverdagen på en fabrik. Og så får de også brunsviger – hvilket muligvis også er et trækplaster.


”De får en lektion i virkelighedens matematik. Det er for mig ikke afgørende, at de løser opgaverne perfekt. Det er meget mere det med at få dem til at overveje, om det nu også er smart at udregne lagerhallen i kubikcentimeter eller om der virkelig kan stå 43 kasser på reolen – bare fordi et regnestykke siger at det kan der i teorien,” siger Jesper Hybel, der er lærer på skolen og også er den lærer der for år tilbage udformede opgaverne i samarbejde med fabrikken.


”Det er godt for alle eleverne at komme ud af klasselokalet og arbejde på en anden måde. For nogen er det fantastisk og de sprudler af energi og initiativer – andre har sværere ved det her end ved at sidde i et klasselokale. Men de lærer alle sammen af det,” siger han.


Vigtigt at være en del af lokalområdet


Det er efterhånden blevet en tradition at mindst én klasse kommer på besøg på Lykkegaard hvert år. Nogle år har der været 5 klasser forbi på forskellige årgange. Det kræver tid og arbejde – men giver også liv på fabrikken og er samtidig et udstillingsvindue for de unge, så de ser hvad faget industritekniker kan føre til.


”Det er sjovt at have dem på besøg. Vi ser det også som en del af vores samfundsansvar. Vi vil gerne være med til, at de unge mennesker kender til den virkelige verden - og til at de ved, hvad de kan blive til. Nu har vi været med i flere år og vi kan også se, at det virker. Der er hvert år nogle af eleverne som går begejstrede hjem og vi har flere år fået ansøgninger fra nogle af eleverne efterfølgende, fordi de gerne vil have fritidsjob her. Lige nu har vi tre ansat og jeg har allerede fået to ansøgninger fra de elever, der har været forbi i år, så vi kommer op på fem. Der skal nok komme den dag, vi også får en lærling, som har været her på besøg i skolen,” siger Karsten Lykkegaard.


I år var virksomhedens to lærlinge Rasmus Milling og Casper Jeppesen med sammen med eleverne og forklarede matematikken og hjalp dem med beregningerne.


”Det er sjovt at være med, og også krævende. De har godt nok mange spørgsmål, og jeg bliver opmærksom på, hvor meget jeg bare gør uden at tænke over det, når jeg skal forklare det helt,” siger Rasmus Milling.


Nyt at arbejdet foregår på computeren

En del af skoleeleverne bliver overraskede over at finde ud af, hvor stor en del af industriteknikernes job, der foregår på computer og med programmering.

Det lærte Christian fra 6. klasse i hvert fald en del om.


”Det har været spændende at være på besøg. Jeg vidste ikke, at man kunne lave så meget af arbejdet på en computer. Det er da spændende,” sagde han, imens eleverne var ved at pakke sammen for at tage tilbage til skolen og nogle mere almindelige undervisningstimer om eftermiddagen. 

HOLD DIG OPDATERET!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag inspiration i din indbakke et par gange om året

Share by: