Blog Layout

99 % af Lykkegaards pumper kan genbruges eller genanvendes

Vidste du, at 99 % af en pumpe fra Lykkegaard A/S kan genbruges eller genanvendes? Og at vi tilbyder at skille gamle pumper ad og sortere delene, så de kan genanvendes bedst muligt? Sådan har vi egentlig altid gjort – men nu er det blevet moderne at tale om genbrug og genanvendelse. 

Gammel pumpe er blevet repareret med en pumpedel fra en kasseret pumpe.

I 2022 købte vi på Lykkegaard 38,5 tons stål – og sendte 36,5 tons til genanvendelse. Det skyldes ikke, at vi har så stort et spild på vores produktion – men snarere at 2022 var et år, hvor vi reparerede og restaurerede mange gamle pumper og i den sammenhæng hjalp kunderne af med de dele, som ikke kunne bruges i pumperne længere. En del af de nye pumper, vi producerede, var i HDPE-material og andre blev bygget af pumpedele fra lageret. Så det er ikke hvert år, vi ender med at indkøbe og genanvende næsten lige meget stål.


Men tallene er nu interessante alligevel.


Vi har på Lykkegaard været igennem et forløb i Dansk Industris projekt Klimaklar Produktionsvirksomhed. Det har vi, fordi vi så får træning i at udarbejde vores CO2-regnskab og bliver opmærksomme på, hvordan vi bruger ressourcer og hvilke vi bruger. Det er nødvendigt, fordi flere kunder efterspørger det i forbindelse med store projekter og samtidig giver det os en mere detaljeret viden om vores egen udledning.


Sorterer affald i over 40 fraktioner

Optimering af ressourceforbrug og genbrug har nu altid ligget højt i Lykkegaards værdikæde – klimaregnskab eller ej. I generationer har vi produceret pumper med det mål at de skal bruge mindst muligt strøm for at flytte præcis den mængde vand, som kunden efterspørger.


Vi har i den forbindelse også sorteret vores affald i flest mulige fraktioner, så vi kan genanvende det bedst muligt. Nogle pumpedele kan vi genanvende direkte selv, som da vi i den våde vinter hurtigt reparerede en ældre drænpumpe med en rørdel, som vi havde gemt fra en tidligere pumpe. Det er dog ikke tit, vi er så heldige.


Ofte skiller vi pumperne ad i så små dele som muligt og sender det til genanvendelse – opdelt efter hvilken type metal, det er. Det er der en økonomisk fordel i, fordi vi simpelthen får flere penge for de metaller, vi sender til genanvendelse, hvis de er så rene som muligt. Men det har også en stor miljømæssig fordel, fordi det netop kan genanvendes som det, der er – stål, duplex, alumimium, eller messing. 


Gummileje er det eneste der skal til restaffald

Lykkegaards pumper er produceret, så de kan skilles ad og så meget som muligt kan genanvendes. Faktisk er det kun et gummileje som sidder som akselleje inde i pumpen, der ikke kan genanvendes direkte ud af pumper, der som regel vejer flere tons.


”Det giver god mening for os at vide, hvad det er for materialer, vi arbejder med. Og god samvittighed, at vi ved, at det hele kan adskilles og genanvendes igen. Det kunne det, da min farfar byggede pumper for mange årtier siden – og det har vi ikke nogen grund til at lave om på. Nu er det så blevet moderne at kunne sige, at alt vi laver kan genanvendes. Så nu er det som om det gammeldags er blevet moderne,” konstaterer Karsten Lykkegaard. 

HOLD DIG OPDATERET!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag inspiration i din indbakke et par gange om året

Share by: